Read Aloud the Text Content

This audio was created by Woord's Text to Speech service by content creators from all around the world.

Text Content or SSML code:

D. 9 juni fandt det nok mest succesrige danske udfald sted. Oberstløjtnant Barnebach førte en større gruppe danske soldater ud og overraskede totalt de svenske tropper. Præsten i Nakskov, Saxtrup, skrev at hen mod 120 svenske soldater blev dræbt, og selvom det nok er en overdrivelse, så led de mange tab den dag. De meste bl.a flere officer, en major, en kaptain og mange menige. En gruppe tvangsudskrevne lokale bønder blev også befriet.  List (VED PORTEN) Svenskerne havde tvangsudskrevet lokale lollandske bønder til at grave løbegange foran voldene, og disse tog gerne flugten, hvis de svenske vagter blev for lemfældige i deres bevogtning. Så løb bønderne bort fra gravearbejdet og tog flugten mod Nakskov hvor danskerne gerne lod dem komme inden for gennem porten Svenskerne havde dog her øjnet en mulighed for at gennemføre en snedig plan. I nogle dage havde de med vilje valgt at lade hele grupper af danske bønder tage flugten, når svenskerne med vilje trak vagterne bort fra gravearbejdet. En dag klædte de en gruppe svenske soldater ud som bønder, og lod dem grave et par timer for syns skyld, inden de lod dem flygte mod byporten i håbet om, at danskerne ville lukke dem ind. Porten blev åbnet af de danske soldater, men en vågen lokal bondesoldat opdagede dog tricket da gruppen ”med nedslagne hatte på hovedet” løb mod porten, da råbte han alarm da han så de fremmede ansigter for ”sådan så ingen lålik ud” - Stort svensk stormløb (VED PORTEN) Hen mod midnat d. 15 juni satte en stor gruppe svenske soldater, omkring et par hundrede, et stormløb ind mod porten (Hvis på kort!) Det kom til blodige kampe, da svenskerne formåede at komme over palisaderne og ind i hornværket, der dækkede porten. Blodig nærkamp fandt sted i området, og kun kraftig kanonild fra voldene ved porten fik tvunget svenskerne tilbage. De angreb dog igen men afvistes. Et tredje angreb kom dog igen over palisaderne men blev dog igen afvist af morderisk dansk ild fra kanoner og musketter fra voldene. 3 svenske majorer fald. Kun to danskere blev dræbt, men desværre blev en også fanget, som røbede at danskerne var ved at løbe tør for ammunition. Svenskerne mistede 32 dræbte, og 60 sårede og 6 tilfangetagne o Kampens sidste uger (VED PORTVOLDEN) Den danske mangel på krudt og ammunition betød at svenskerne fik ildoverlegenhed, idet at danskerne måtte spare, og derfor ikke kunne svare igen på den svenske kanonild. Det så dog ikke godt ud på dansk side, selvom en hver dag vundet, bragte håb om en dansk undsættelsesstyrke. Men forsyningerne var ved at slippe op. Garnisonen blev sat på nedsat ration af mad. 150 danske soldater var enten døde eller for hårdt sårede til at kæmpe videre. Endnu et dansk udvalg blev foretaget d. 30 juni om natten, da kommandant Kørber havde fået for øre, at svenskerne stærkt havde mindsket styrken på Stensø, hvor det svenske kanonbatteri stod og førte ild indover byen. Øen blev nu angrebet ved et overraskelsesangreb, hvor en del af borgerkompaniet om natten stille sejlede over i både. Den svenske besætning blev hugget ihjel og batteriet tilintetgjort. Soldaterne satte også voldene i stand igen, og øen forblev på danske hænder. Kun en dansk soldat mistede livet, Dorthe Reimers karl, som fik begge ben skudt af. Svenskernes uheld fortsatte, tidligere på dagen var det lykkedes at finde den svenske minegang underjorden, ved at lytte efter svenskernes gravearbejde. Danskerne fik boret et hul ned til minekammeret og fyldte det med vand, så at de svenske miner og krudttønder, med hvilken de ville sprænge et hul i palisaden, blev vådt. Da svenskerne skyndte sig at antænde minen, var effekten lille, og kun et smalt hul opstod. Svenskerne igangsatte et stormangreb, men ved tapper dansk modstand fra løjtnant Johan Recke blev angrebet slået tilbage. Hans mod kostede ham dog livet, da han faldt under forsvaret. Svenskernes arbejde skred langsomt frem, men natten til d. 8 juli faldt Ravelinen, den bastions ø hvori porten lå. Svenskerne begyndte nu at aflede vandet fra voldgraven, ud mod fjorden, og danskerne gjorde et stort udfald med 300 mænd ca. Svenskerne led svære tab men fik kastet danskerne tilbage. Svenskerne stod nu lige på store Hornværk, ved porten, og skønnede at byen var moden til storm, da voldene nu kunne nås. Iflg. gængs krigsret fik byen nu et ultimatum. Overgiv jer nu, eller lid under et stormløb med dertilhørende udplyndring og overfald. o Overgivelsen (BANEGÅRD / HØJEKAT) Et dansk krigsråd blev samlet, og der var enighed om overgivelse, da man anså kræfterne for at være for små, krudtbeholdningen for lav, og et undsætningsforsøg fra dansk side for usandsynligt. Men her skete det utrolige så, at en gruppe borgere nægtede dette, og sagde. Hvis svenskerne skulle få Nakskov, måtte de tage den med storm! Man afviste derfor det svenske forslag. Kampen blev dog kort. Hornværkets volde var skudt i stykker, og stærk svensk beskydning ryddede vejen for et svensk stormløb. Svenskerne erobrede store Hornværk d. 14 juli om natten, og de kunne nu stå på voldene og skyde ind i byen med geværild. Svensker, der selv var trætte og havde lidt svære tab, tilbud endnu engang overgivelsesvilkår frem for at risikere et sidste stormløb mod byen. Det gik mand ind på, da man så at videre modstand nu var håbløs. D. 15 juli enedes man om en overgivelse mellem Gustav Stenbock og Joachim Kørber, overkommenderende i Fæstningen Nakskov. Det var en betinget overgivelse på, i situationen ret gunstige vilkår. Artilleri chefen fik lov til at forlade byen med et par kanoner og al ære, og Overkommandanten Joachim Kørber måtte ”med stab og alle over og underofficerer, soldater til hest samt menige ryttere og alle frivillige med vajende standarter, klingende trompeter, ladte og spændte karabiner og pistoler, heste hustruer og børn og barle og piger med pik og pak, karosser, bagage, vogne og rørligt gods, have fri og sikker afmarch til Holsten” hvor kongens hær stod. Alle de frivillige bondesoldater og landstorm fik også frit lejde og fri afgang med gods og ejendele. Alle kongens heste, sadler og udstyr kunne også frit føres ud af byen. Alle fanger blev frigivet på begge sider. Det var en ærefuld overgivelse med afmarch under våben og fane, hvor en lille dansk styrke, uden hjælp fra fremmede lejesoldater, havde holdt stand mod en stor, stærkt og krigsvant svensk magt. På dansk side døde ca. 80 mænd, som blev begrebet i Sankt Nikolai kirke under belejringen. Her er de faldne ved udfald dog ikke talt med. I alt skønnes det at ca. 214 mænd døde i kampen på dansk side. Af de 1100 soldater som fandtes i byen ved starten af belejringen var de 900 danske, og af dem var 850 lokale var Lolland og Falster, af hvilke 300 var borgere i byen. o Afslutning (BANEGÅRD / HØJEKAT) Nakskov får 8 års skattefrihed efter krigens hærgen og ødelæggelse. Men krigen var tabt. Danmark knægtet, ikke længere stærk nok til at sikre egen frihed og styrke, må nu forlade sig på forbundsfæller, som Holland eller Rusland, der kæmper for egne, og ikke danske, interesser. Denne Danske afhængighed af fremmede magter, var i deres favør, da de tog sig dyrt betalt. England og Holland ville ikke tillade, og begge øresundskyster hørte under én krone, der da kunne styre og forvalte øresundshandlen og sundtolden. Her gik Danmark fra stormagt til afmagt og det danske samfund blev omvæltet. Borgerne fik langt større indflydelse, trods deres lunkne indsats, adlen knægtet og arvefølgeloven gennemtvunget. Adelen og rigsrådets magt var brudt. Og bønderne, der havde båret langt størstedelen af byrden, fik ikke meget at skulle have sagt. Enevoldsarveakten d. 10 februar 1661 blev vedtaget. Danmark var nu enevældigt. Som en historiker skrev ”Dermed var der indført et enevælde i vort land af enestående art. Fra at have været noget nær en adelsreplublik var Danmark blevet det mest absolutistiske og diktatorisk styrede rige i Europa. At enevælden stort set løste opgaverne dygtigt og forsvarligt gennem et par århundreder er hævet over enhver tvivl. Ulykkeligvis var det et nordisk fallitbo, den overtog.”